SILVERRUDDER CHALLENGE OF THE SEA i dagene 23. – 25. September 2016

 

Nedtællingen til Verdens største singlehandsejlads ”SILVERRUDDER CHALLENGE OF THE SEA” også kaldet Sølvroret, er i gang og løber af stablen fredag d. 23. september med start- og mål i det smukke Svendborg Sund.

 

SILVERRUDDER er en årlig tilbagevendende singlehand kapsejlads rundt om Fyn, som første gang blev sejlet i 2012, hvor 15 skippere havde taget udfordringen.

 

I 2015 lukkede tilmeldingen 3 måneder før racestart, da der var udsolgt med 330 tilmeldte både i alle størrelser – ja, hvem troede på at, SILVERRUDDER skulle gå hen og blive verdens største singlehand kapsejlads.

 

Fra i år af er det Svendborg Amatør Sejlklub, som står bag den professionelle afvikling af eventen efter, at BådNyt først i år valgte at overdrage det fulde ejerskab til sejlklubben. Om baggrunden for at afhænde Silverrudder siger ansvarshavende chefredaktør på BådNyt, Turid Fennefoss Nielsen:

”BådNyt har været med til at arrangere Silverrudder i fire år, og nu er det på tide at overdrage det til Svendborg”.  At lave denne type events ligger uden for vores kerneområde, så det er helt naturligt for os at slippe Silverrudder nu. Vi vil selvfølgelig fortsat bakke op om og dække sejladsen i BådNyt,”.

 

I forbindelse med overdragelsen har Svendborg Amatør Sejlklub arbejdet på højtryk for at få tilmeldingsmodulet aktiveret på www.silverrudder.com Det er nu endelig lykkedes. Hjemmesiden vil hen over foråret være under stadig udbygning/udvikling med løbende opdateringer, nyhedsbreve og praktisk info.

 

Vi er dog ret sikre på, at vi finder ”plads til alle”, da begrænsningen er sat til 400 både, hvilket betyder endnu hårdere konkurrence og større krav til sømandsskabet. 

Udfordringen for sejlerne er dog stadig den samme - at gennemføre 134 NM alene på båden, mod konkurrenterne, elementerne og mod sig selv – helt alene ombord!

 

Den nye juridiske forankring i Svendborg betyder, at sejlklubben i endnu højere grad kan udvikle eventen i tæt samarbejde med Sport Event Fyn, Svendborg Event, Svendborg Kommune og det lokale erhvervs- og foreningsliv, og dermed understrege Svendborgs maritime profil og hjemsted for både nationale og internationale sejlevents.

 

Som noget nyt i år rykker sejladsens aktivitetscenter – også kaldet Meeting Point - fra Krøyers Pakhus over i Rundbuehallerne på Frederiksøen – en fantastisk lokalitet at få stillet til rådighed – vi får mere plads såvel indendørs som udendørs til de mange nye landværts aktiviteter, der er planlagt søsat for SR 2016, så der vil være aktivitet på havnen i hele weekenden, indtil singlehandsejlerne vender tilbage efter en tur rundt om Fyn.

 

Sæt kursen forbi Svendborg Havn i weekenden 23. – 25. september og oplev en by og havn fyldt med livlig maritim aktivitet og en ”skov af master”.

 

Velkommen til Silveerrudder Challenge of the See.

Stævneleder

Ole Ingemann Nielsen

Svendborg Amatør Sejlklub